Frøgræs

Præcision og ensartede afgrøder er afgørende for et højt udbytte af høj kvalitet

Gødskning af frøgræs starter i det tidlige forår ved vækststart. Antallet af frøstængler og etablering af en ensartet afgrøde er de vigtigste parametre for et godt frøudbytte. Anvendelse af teknologi til gradueret gødskning er således meget relevant i frøgræs.

Der er stor forskel på den optimale behandling af både arter og sorter af græsfrø. Det er derfor vigtigt at rådføre sig med frøavlskonsulenten omkring de sortspecifikke anbefalinger. Nedenstående er derfor at betragte som generelle anbefalinger.

Kvælstof

Der kan tildeles en forholdsvis stor mængde kvælstof ved vækststart i flydende gødning, da størstedelen er på amid(urea) og ammonium basis, og kun en mindre del på nitrat basis. Denne sammensætning minimerer risiko for udvaskning og for kraftig vegetativ vækst. Nitratdelen er dog med til at skubbe gang i væksten da den hurtigt optages. Tilførsel gennem rødderne - og dermed via gødningsdyser bør afsluttes lige inden strækning - stadie 30.

I rødsvingel, engrapgræs, hundegræs, bakkesvingel og strandsvingel bliver frøstænglerne anlagt i efteråret og i det tidlige forår. Delt kvælstof til disse arter vil være optimalt, hvor der gødes i efteråret og følges op med kvælstof ved vækststart.  

I rajgræs bør den første tildeling af gødning ligge ved vækststart, og være afsluttet lige inden strækning.

Umiddelbart før og efter blomstring kan der tilføres 10 kg. N pr. ha. som bladgødskning i en DG-Leaf N 18. Dette kan medvirke til en positiv påvirkning af den store udvikling som sker i frøene umiddelbart efter blomstring.

Svovl

Frøgræs har et svovlbehov der svarer til 10-15 pct. af den tildelte kvælstofmængde. Rajgræsserne, hundegræs, strandsvingel, engsvingel og rajsvingel er mest svovlkrævende, især på lettere jorde. DanGødning har et bredt sortiment af NtS typer med forskellige forhold mellem N og S. Derved kan man altid opnå den ønskede svovlmængde.

Fosfor og Kalium

P- og K-behovet er begrænset på velgødede jorder og kan ofte undlades til frøgræs. Man bør dog sikre sig, at jorden kan stille ca. 20 kg. P og 50 kg. K til rådighed for afgrøden. Hvis det ikke er tilfældet bør der gødes op med P og K.